Første uge på hospitalet

Vores første uge på Tengeru Hospital tilbragte vi på pædiatrisk afdeling. Første dag vi mødte ind var mange af de ansatte til begravelse pga. en busulykke i området, der har dræbt 32 børn - derfor blev vi sendt hjem. De næste tre dage blev en lang og sej kamp. Personalet bestod af to sygeplejersker og en læge, og ingen af dem havde lyst til at tale engelsk eller fortælle os noget om afdelingen. Når vi mødte ind om morgenen, og når vi gik igen om eftermiddagen var de venlige og sagde pænt hej og farvel, men resten af dagen var anderledes. Vi forsøgte ihærdigt at stille spørgsmål til, hvad de lavede og hvad deres sygeplejeopgaver var. Ofte svarede de med en kortfattet sætning eller bare et ord, og andre gange ignorerede de bare vores spørgsmål.

Første dag var vi meget observerende og prøvede at se an, hvad deres opgaver var, og hvordan vi selv kunne hjælpe til. Her så vi bl.a. sygeplejersken vaske 3. gradsforbrændinger på to små drenge på omkring 3 år. Dette foregik i en balje, med en steril gaze (der blev brugt som klud) og en sæbe. Morens opgave var at holde barnet mens sygeplejersken skrubbede. Ingen af os har tidligere erfaring med brandsår, men vi oplevede det som meget ubehageligt. Inden drengene blev vaskede så huden ud til at være helet flot. Den var meget tynd og lyserød, men helet. Sygeplejersken skrubbede sårene til de blødte og da drengene var færdige med at blive vasket, var huden ikke længere hel, men skulle til at danne nye sår. Så vidt vi kunne læse os frem til, skal rense såret på førstedagen, lægge et lag vaseline og gaze på såret og lade det hvile i to uger. Vi kan ingen steder finde et scenarie, der skulle minde om det der blev gjort. Det var tydeligvis meget ubehageligt og både mor og barn græd gennem behandlingen.

Andendagen tilbød vi vores hjælp dagen lang - hver gang blev vi mødt med "der er ikke noget at lave". Vi prøvede selv at kommunikere med patienter og få styr på, hvem der hed hvad, og hvilken diagnose de havde. Af journalerne fremgik det ikke, hvilken seng der tilhørte hvilken patient, og de var skrevet i hånden, men det var så sjusket skrevet, at det ikke kunne læses af andre end sygeplejersken selv. Vi forsøgte at være med til stuegang, men alt foregik på swahili og vores del bestod i at måle temperatur på børnene, i armhulen. Dette ved vi godt ikke er præcist, men der er ikke noget at sterilisere termometeret med, så derfor foreslog vi ikke at måle den rektalt. Vi forsøgte ihærdigt at stille spørgsmål til diagnoser og behandling, for at vise interesse. Lægen svarede kun få gange på vores spørgsmål og helst med så korte svar som muligt. Vi spottede en diætist på afdelingen og fik hurtigt koblet os fast på ham - han kunne tale engelsk, og ville meget gerne lære fra sig! Han kunne fortælle os mere om afdelingen end personalet havde gjort.

Vi har haft svært ved at se vores sygeplejefaglige opgaver som studerende, da det hele er anderledes fra Danmark. Der er hverken fokus på omsorg (fysisk eller psykisk), personlig hygiejne eller ernæring. Det forventes at de pårørende tager sig af dette. På dag 3 havde vi fra morgenstunden spurgt, hvad vi kunne gøre - om der var noget praktisk såsom at bade patienter, give medicin etc. Vi fik at vide at medicinadministration foregik kl. 12. Vi var rundt og hilse på alle patienter, og gik derefter stuegang (igen på swahili). Kl. 12, da det var tid til at give medicin, forklarede vi sygeplejersken at vi gerne vil være med til at dosere og administrere medicin IV i PVK'erne, med hendes hjælp, da vi ikke kunne læse os til, hvor meget de hver især skulle have. Så svarede hun blot med "Nej, det gør jeg selv". Vi prøvede ihærdigt at forklare, at vi altså var kommet for at lære, og at vi meget gerne ville gøre det, da vi havde erfaring hjemmefra med netop de administrationsformer. Hun argumenterede med at alle mødrene ville klage til administrationen, hvis vi gjorde det, fordi de godt vidste vi var studerende. Vi spurgte om hun rent faktisk havde spurgt nogle af mødrene - og hertil svarede hun "ja alle sammen". Dette vidste vi var en løgn, da vi har haft kontakt med nogle af mødrene, som gerne ville have os til at hjælpe - men det var svært at argumentere imod. Vi var meget frustrerede og mente at nu kunne det altså være nok. Så i stedet for at "forstå en hentydning" når hun ignorerede os, så stillede vi tre nye spørgsmål. Jeg tror at hun kunne fornemme vores frustration, for endelig begyndte hun at forklare lidt til os. I stedet for at vi spurgte pænt "må jeg seponerer pvk'et" blev der sagt "jeg fjerner pvk'et, det har jeg gjort mange gange før" i en skarp tone. Det endte med at Sara fik lov til at seponere et PVK, og det føltes som en kæmpe sejr. Vi lærte på den hårde måde, hvordan vi skulle få sygeplejersken til at lære fra sig og synes i dag stadig at det er super frustrerende at det er det der skal til, for at få lov til at lave noget. Vi håber at vi har bedre held med os på en ny afdeling i næste uge, og har da hørt fra studerende på andre afdelinger at de ikke har haft samme udfordringer.