Interview om HIV

2017-06-12


Vi interviewede Dr. Emmanuel Kinayi fra Tengeru Hospitals Care and Treatment Center, hvor HIV-smittede i området kommer til kontrol.

Spørgsmål 1: Hvordan vejleder i patienter der er blevet testet HIV-positive?

"Når en patient bliver testet positiv for HIV på Tengeru Hospital, får de besked af enten en sygeplejerske eller læge og bliver derefter henvist til "Care and Treatment Center"-klinikken (CTC-klinikken). Patienterne får besked på at de skal komme til "follow up and counselling" hver måned hos CTC-klinikken. Denne "counselling" omhandler først en samtale med en sygeplejeske. Her forbereder patienten 1-3 emner om sygdommen som de gerne vil snakke om. Det kan være grundlæggende viden om HIV, vigtigheden ved medicin, egenomsorg, graviditet og familieplanlægning og meget andet. Efter samtalen med sygeplejersken kommer de ind til mig, hvor vi drøfter medicinen. Hvert halve år får de målt CD4-celleantallet i blodprøver."

Spørgsmål 2: Hvilke præparater gives til patienter med HIV?

"Der er 11 forskellige slags præparater mod HIV:

  • TDF: Tenofovir
  • 3TC: Lamivudine
  • EFU: Efavilenz
  • AZT: Zidovudine
  • LPU: Lopinavir
  • NPP: Nevirapine
  • FTC: Emtriatabine
  • ABC: Abacavir
  • d4T: Didanosine
  • r: Ritonavir
  • ATV: Atazanavir
  • LPV: Lopinavir

Disse præparater kaldes antiretrovirals (ARV), og HIV-patienten gives en kombination af 3 af de 11 præparater. Ligesom med alt andet medicin kan noget give bivirkninger, og derfor er det muligt at skifte præparat til en anden kombination, hvis det er tilfældet.

Babyer der er i risiko for at blive smittet med HIV fra sin mor skal medicineres. De første 4 uger efter fødslen får de Niverapine sirup, og derefter testes barnet for HIV. Er barnet positivt får det ARV-medicin, og hvis barnet er negativt fortsætter det med Niverapine sirup til den er 1 år gammel. Derudover gives barnet Contrimoxazole sirup, der er et antibiotikum til at forebygge sygdomme som fx pneumonier. Efter et år testes barnet igen for HIV, da mødrene anbefales at amme det første år. Dette er en smittekilde fra moren til barnet - især hvis moren ikke er god til at tage sin ARV-medicin. Først efter et år kan man vurdere om barnet endeligt er HIV-positivt eller -negativt."

Spørgsmål 3: Hvordan kan det være man anbefaler nybagte mødre at amme når det er en smittekilde?

"Amning er rigtig sundt for nyfødte, og i en periode forsøgte man at vejlede mødre med HIV til ikke at amme deres børn. Det resulterede i at flere af børnene døde af underernæring, fordi der ikke findes nogle gode alternativer til modermælk her i landet, og dem der eksisterer er for dyre for mange af mødrene. Derfor anbefales mødrene at amme barnet i 1 år i stedet for 2 år, som man ellers normalt anbefaler mødre i Tanzania. Desuden vejledes mødrene med HIV til ikke at give deres børn andet mad ved siden af modermælken, for at undgå skader på spiserøret, der kan øge chancen for at barnet bliver smittet med HIV. Hvis moren sørger for at tage sin ARV-medicin, så er chancen meget lille for at barnet får HIV på trods af amning."

Spørgsmål 4: Vi har hørt at der er mange HIV-patienter der ikke er velbehandlede, hvad tror du ligger til grund for dette?

"Der er mange forskellige grunde til at man kan finde på ikke at tage sin medicin. Nogle tanzanianske stammer tror at medicinering er giftig ("toxic") og vil derfor ikke tage den. Andre glemmer deres medicin, eller føler at de er bedring og derfor tror at de kan holde op. Andre har ikke råd til transporten hen til hospitalet ofte nok til at hente den medicin de skal bruge og andre gange kan apoteket være løbet tør for medicinen."

Spørgsmål 5: Hvilke præventive tiltag bliver der foretaget under en fødsel med en HIV-positiv mor? I Danmark mener man at der er en forskel på om kvinden føder ved kejsersnit eller vaginalt - hvad mener i her?

"Der er ingen forskel på kejsersnit og vaginal fødsel. Efter barnet er født bliver det vasket med sterilt vand, så alt blod og andre væsker fra moren er fjernet. Derudover vil man aldrig skynde fødslen ved at prikke fosterhinden, som man kan finde på ved HIV-negative mødre. Vi foretager derudover ikke episiotomier under fødslen."

Spørgsmål 6: Hvad bliver der gjort for at forebygge HIV-smitte på landsplan?

"Der er gratis medicin og behandling af HIV til alle smittede. I Secondary School undervises børnene i HIV af enten lærer, der har været i gennem kursus, eller af os læger fra hospitalet. Kondomer er også gratis på hospitalerne."

Spørgsmål 7: Hvilke udfordringer, synes du, der ligger i at minimere antallet af folk med HIV i Afrika?

"Det er ikke nok med undervisning i skolen, det bør også være noget man snakker om i familierne. Forældre bør undervise deres børn i sikkerhed omkring sex. I nogle stammer går pigerne ikke særlig mange år i skole, og derfor får de ikke samme undervisning om HIV. Det afspejler sig i at flere kvinder har HIV end mænd i Tanzania. Derudover skal man i samfundet være bedre til at tale om HIV, så det ikke er så tabu-belagt. Men det kræver en ændring i folkets adfærd, og det er et større projekt. "

© 2017 Diana, Sara og Tanya. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang